En bog om Storm P. og hans tid. Bind 2. Livet er en gåde

von: Poul Carit Andersen

Saga Egmont, 2018

ISBN: 9788711977019 , 206 Seiten

Format: ePUB

Kopierschutz: frei

Windows PC,Mac OSX für alle DRM-fähigen eReader Apple iPad, Android Tablet PC's Apple iPod touch, iPhone und Android Smartphones

Preis: 8,99 EUR

Mehr zum Inhalt

En bog om Storm P. og hans tid. Bind 2. Livet er en gåde


 

Ellen Margrethe Jacobsen


Teaterdirektør Hilmar Clausen var trods børnelammet et meget energisk menneske, og han betød meget for det københavnske forlystelsesliv. Foruden at lede Bonbonnièren stod han også for Tivolirevuen, der havde været opført fra 1916. I sommeren 1925 var Storm Petersen engageret her og gjorde lykke med et nummer om ting, ingen tænkte kunne ske; et ægte Storm P’sk nummer.

Det var en genvej for Storm at gå gennem Tivoli til Arenateatret, og derfor passerede han ofte Pantomimeteatret. Nu fik han en idé til en forestilling for dette teater. Det lykkedes Storm at overtale Tivolis dengang meget konservative direktion til at prøve noget nyt, og på Tivolis 82 årige fødselsdag lørdag den 15. august havde man premiere på Storm Petersens overraskende marionetkomedie: »Der har vi den igen!«.

Storm selv kunne ikke overvære premieren, for han stod på scenen i Tivolirevuen, og det var nok godt, for Pantomimekomedien faldt med et brag. Der havde været stor forventning til forestillingen; Storm P. havde malet de farvestrålende dekorationer, og der var lagt op til succes. Jeg var kun dreng, da Storm P.s forestilling blev opført, men som stamgæst og Tivoli-abonnent overværede jeg premieren; desværre har jeg kun dunkel erindring om den.

Påfuglehalen delte sig, og man så et nyt proscenium. Det var et orkester, tegnet i Storms streg, og der var fire loger, hvori man som tilskuere så den mangeårige Columbine Anna Kjerrumgaard, Carl Pjerrot Pedersen, Harlekin Lotinga og Carl Scheiding. En langhåret kapelmester, hentet fra Peter og Ping-serien, stak overkroppen op af et hul foran i scenegulvet og dirigerede med store armbevægelser. På scenen optrådte en pigeskoles bestyrerinde med sine elever og seks gardister. Der var en meget Storm’sk politibetjent og teatrets primadonna Oda Huld som den unge pige. Alle figurerne på scenen blev dirigeret ved hjælp af snore fra loftet som ved en rigtig marionetforestilling og virkede meget groteske. Forestillingen burde have moret publikum, men gjorde bestemt ikke lykke. Det stampublikum, der frekventerede Pantomimeteatrets anden forestilling mødte naturligvis talstærkt op ved premieren, og det viste højlydt, at de foretrak balletmester Poul Hulds »Røde Roser« eller de traditionelle Peterballetter, hvor fru Oda Huld havde hovedrollen som den kække dreng Peter og var meget populær både hos børn og voksne.

Dagen efter skrev en anmelder: »En skuffelse bragte aftenen, og den ramte den folkekære Storm Petersen. I aften fik han sin første fiasko. Den var stor, større end det i grunden var retfærdigt. Det var en marionetkomedie, og de Storm’ske dekorationer og figurer satte straks forventningen op. Men trods en flink udførelse blev de ikke opfyldt. Der var for lidt Storm og for megen Stille i det hele. Tæppet faldt under hyssen og piben, og alle de skønne blomster, der var dynget op på orkesterbalustraden, måtte bæres ind ad bagdøren. Det var synd. Også en lille smule utaknemligt. Det var jo dog Storm.« Forestillingen blev kun opført tre gange.

Var den lille marionetforestilling bragt til opførelse i dag, var den sikkert blevet modtaget med begejstring og succes’en været der. Storm Petersen var for tidlig på færde, forud for sin tid.

Men blandt publikum var der dog flere, der kunne se Storms talent også på dette område. Den unge komponist Knudåge Riisager fik ved denne lejlighed en god idé, som der senere skal fortælles om. Og så var der blandt tilskuerne en ung dame, frøken Ellen Jacobsen, der klappede medens andre hyssede. Da hun efter at Tivolirevuen havde sluttet forestillingen mødte Storm P., var det hende, der trøstede den triste Storm. Og det var hende, Storm Petersen giftede sig med samme efterår.

Ellen Margrethe Jacobsen var født den 11. april 1891 i København, hvor hendes far var murermester. Familien flyttede til Helsingør, og hendes far ledede restaureringen af Klosterkirken og Sankt Marie kirken.

Fra lille pige havde Ellen interesseret sig for hattepyntning, og som niårig havde hun plyndret hønsene i familiens hønsegård for de kønneste fjer, som hun brugte til hattepynt. Da hun var 13 år og skulle konfirmeres, gik hun selv til modisten på Helsingør Stengade og forlangte at blive elev. Hun fik sit ønske opfyldt, og dagen efter konfirmationen begyndte læretiden. Hun ville være modehandlerinde.

I 1920 tog frøken Ellen Jacobsen sammen med en frøken Andersen i forsommeren til Fanø, der dengang var et populært badested for københavnerne. Med sig havde de et udvalg af kunstsager i guld, sølv og elfenben fra Just Andersen, der dengang havde et lille værksted i Laksegade i huset, hvor »fanden var løs«. Just Andersen havde i begyndelsen vanskeligt ved at sælge sine ret kostbare arbejder i København og var derfor glad, da Ellen Jacobsen foreslog ham at forsøge at sælge nogle af disse på Fanø under københavnernes sommerferie. De fandt et lokale, der passede både til frøken Ellens hatte og til Just Andersens kunstgenstande.

Endnu før de to unge damer var færdig med at ordne salgslokalet kom Thyge Bendix og hans kone ind og ville købe en lille rød hat, der lå på et bord og som passede i farve til Thyge Bendix nye Indianmotorcykle med sidevogn. På indianerens bagsæde havde Storm P. haft sin plads, og han var med inde, medens fru Bendix prøvede hatten. Ellen Jacobsen var vred over at blive forstyrret og lod de tre vide, at de kom for tidligt. Hun var – har hun selv fortalt – så gnaven, at Storm Petersen vel synes, at den sære kvinde måtte sættes i godt humør. Han gik ud og købte chokoladefrøer, og da han kom tilbage, bød han rundt. Ellen Jacobsen måtte se op og kom til at le. Fru Bendix fik lov til at købe sin hat.

Det første møde mellem Robert Storm Petersen og Ellen Margrethe Jacobsen havde fundet sted. Begge blev et stykke tid på Fanø, og de havde det skønt derovre. Ellen Storm Petersen gemte en lille tegning af Storm, men hun offentliggjorde den i et dagblad i 1951, så det er ingen godt bevaret hemmelighed, at Storm Petersen dengang, hvor han endnu var gift med Mads skrev: »Elskede – saa længe Stjerner funkler – ak, saa længe vi lever – vil vi elske hinanden – Din lykkelige, glade Ro«. Også udstillingen på Fanø blev succes og alle Just Andersens arbejder blev solgt. Efter Fanø-besøget vendte Robert Storm Petersen tilbage til København medens Ellen Margrethe Jacobsen rejste til Paris for at studere moden – og måske også for at glemme …

Da Ellen Jacobsen kom tilbage fra Paris, åbnede hun sin egen lille hattesalon i København. Hun havde fundet lokaler i det samme sjove hus, hvor Just Andersen havde til huse, og hendes lille mode-shop blev noget af en sensation inden for den københavnske overklasse, der syntes det var in at komme hos frøken Jacobsen i det hus i Laksegade – i det såkaldte mayonnaisekvarter mellem Holmens Kanal og Strøget – hvor grevinde Danner havde haft forretning og hvor »fanden var løs«. Nu er huset og det meste af Laksegade borte, og fanden må husere andre steder.

Frøken Ellen havde i Paris lært noget for københavnerinderne dengang ganske ukendt: at modellere hattene på kundernes hoved. Snart valfartede byens kendte damer til Laksegade. Når fru etatsrådinde Glückstad vendte hjem fra Paris med tolv modelkjoler, skulle hun naturligvis have tolv tilsvarende hatte fra frøken Jacobsen. Snart kom hoffets damer her også. Prinsesse Ingeborg med de unge prinsesser, admiral og admiralinde Carstensen kom med børnene, og alle måtte de vandre op ad den hønsestige, som trappen var. Medens admiralinden prøvede hatte, fordybede admiralen sig i husets særprægede arkitektur mens børnene spurgte: »Mor, hvorfor skal vi gå op ad køkkentrappen her?«.

På besøg i forretningen i Laksegade kom også Storm Petersen, der ikke kunne glemme den Ellen, han havde mødt på Fanø. Men han var gift. Storm Petersen var kun slagterlærling, da han forelskede sig lidenskabeligt i den mørke, junoniske gifte slagterkone Lydia Clementine Angelika Sørensen, som han senere – da han var ung skuespiller – var flyttet sammen med. I flere år levede han sammen med Mads – det var fru Sørensens navn blandt venner – og hendes to døtre, og først i 1913 – året efter hendes mands død – kunne de indgå ægteskab. Ægteskabet var nok lykkeligt, og Storm var glad for sin Mads, der var som en moder for ham. Hun var en god økonom, og hun lavede dejlig mad. Først under opholdet i Amerika i 1919 gik det rigtigt op for Storm, at der var en stor aldersforskel mellem de to, Mads var 23 år ældre end Storm. Men det var en meget nedtrykt Storm Petersen, der den 27. juni 1924 telefonerede til den gode ven Valdemar Willumsen og fortalte, at »lille Mads er ikke mere!«

Storm P. var ikke skabt til at leve alene, og han kunne ikke trives i lejligheden på Akacievej uden at have en livsledsager; uden at have en, der kunne hjælpe ham i det daglige. Den 29. oktober 1925 holdtes der bryllup mellem Robert Storm Petersen og Ellen Margrethe Jacobsen.

Storm havde været glad for Mads, men han var det også for Ellen. »Min nuværende kone er en helt anden type,« sagde han mange år senere. »Hun har ikke Mads’ humør og lune, men står med begge ben på jorden og ordner alle praktiske ting for mig og er en glimrende husmoder og uhyre fordringsløs for sin egen person. Jo, jeg har kun grund til at være dybt taknemmelig for den lykke, der er givet mig i mine ægteskaber, der har føjet sig vidunderligt godt til hver sin periode af mit liv.«

Ellen beholdt sin modesalon efter at hun var blevet fru Storm Petersen. Modesalonen var blevet en del af hendes tilværelse, og den havde fået sin udmærkelse, da dronning...