En bog om Storm P. og hans tid. Bind 1. Livet er en cirkus

von: Poul Carit Andersen

Saga Egmont, 2018

ISBN: 9788711977002 , 214 Seiten

Format: ePUB

Kopierschutz: frei

Windows PC,Mac OSX für alle DRM-fähigen eReader Apple iPad, Android Tablet PC's Apple iPod touch, iPhone und Android Smartphones

Preis: 8,99 EUR

Mehr zum Inhalt

En bog om Storm P. og hans tid. Bind 1. Livet er en cirkus


 

Barndomsår


Robert Storm Petersen var ikke særlig interesseret i sin slægts aner, men Ellen Storm Petersen, hans kone fra 1925, gjorde en indsats for at søge tilbage i slægtens fortid, og hun fandt meget interessant frem, da hun udarbejdede en stamtavle.

Navnet Storm kom ind i slægten fra den mødrene side med Niels Storm, borger i Bogense i slutningen af 1600-tallet, men Ellen Storm Petersen fulgte slægten helt tilbage i lige linie til sognepræsten i Resen i Skodborg herred, Poul Hansen der var født 1530. Han havde to sønner. Den ene, der var født 1575 blev sognepræst i Vestervig, det var Christian Poulsen Resen. Den anden, Hans Poulsen Resen, der var født i 1561 blev doktor udi teologien og indskrev sit navn i kirkehistorien, da han i 1604-07 oversatte Bibelen fra grundsproGêne til dansk. Det var første gang Bibelen blev oversat til dansk, og denne førsteoversættelse har været grundlæggende for alle senere udgaver. Det var naturligt at bibeloversætteren blev belønnet, og i 1615 blev han biskop over Sjælland; han virkede kraftigt for den lutherske religions udbredelse i Norden.

På faderens side havde slægten i flere hundrede år været kroholdere og slagtere; de ældste var kroholder Anders Pedersen, født i Lynge 1688 og gårdmand Frederik Hansen født samme sted i 1684; Storm Petersens far, slagtermester Carl Frederik Christian Petersen var søn af slagtermester Jacob Petersen fra Helsingør. Carl Petersen, der var født 1854 havde tolv søskende, og da bedstefaderen, Jacob Petersen, døde, blev han båret til graven af seks sønner, der på dette tidspunkt alle var soldater.

Den 16. november 1879 giftede slagter Carl Petersen sig med frøken Oline Marie Mathilde Storm, født 1854 som datter af møller Storm, Hulby Mølle, Tårnborg sogn, på Nordfyn.

Endnu for blot få årtier siden var Valby en idyllisk forstad til København. Man kunne finde små kønne huse og gårde, der var marker og der var husdyrhold. Nu er idyllen kvalt af planløs bebyggelse, stinkende automobiler og tidens støjplage. Det gamle – men rekonstruerede – tingsted ligger endnu ved Valby Langgade. På den modsatte side af den befærdede trafikåre udgår Gadekærvej, der endnu for få år siden var idyl, men som nu er et højst blandet foretagende. Mens disse linier skrives lå der enkelte af de små landsbyagtige huse tilbage, men nummer 13 – naturligvis nummer 13 – hvor Robert Storm Petersen blev født den 19. september 1882 er revet ned og en stor beboelsesejendom er bygget på grunden. Der er ikke, og der har ikke været nogen mindeplade, der kunne fortælle, at her så Danmarks store humorist første gang dagens lys klokken to om natten. Han blev modtaget af storesøster Ellen og fik siden søster Emmely, broder Karl og endnu en søster. Karl blev den kendte fotohandler på Nørrevold, formand for fotohandlernes landsforening.

Efter Roberts fødsel købte faderen i 1884 en gård i Vigerslev, der støder op til Valby og som endnu var bondeland. Gården lå ikke langt fra den kønne lille Hvidovre kirke. Dengang var det almindeligt at byens slagtermestre ejede gårde, hvor de kunne opdrætte kreaturer og have svinehold. »Min far havde et stort svineslagteri, et såkaldt andelssvineri,« sagde Storm, da han fortalte om barndomshjemmet. Gårdene skulle naturligvis ikke ligge langt fra hovedstaden. Derfor var Vigerslev velegnet.

Slagtermester Carl Petersens gård var ret stor, så den foruden slagterfamilien også havde plads til svendene, som boede i en mindre bygning, der stødte op til gården. Her boede også den lille Roberts specielle ven, røgteren Mansfeldt, der var kommet til København fra Holsten og som nu boede sammen med sin datter i et lille hus, der hørte til Carl Petersens gård. Mansfeldt havde hvervet at passe svinene og det gjorde han i så høj grad at han altid var lige så snavset som grisene, men børnene kunne lide ham alligevel – eller måske netop derfor.

Mansfeldt kunne byde på særprægede lækkerier, og den lille Robert var glad for de våde wienerbrød røgteren fiskede op fra grisetønden. Det var gammelt brød, som han havde hentet hos den lokale bager og som skulle være grisemad – men Robert mindedes dem som noget af det herligste; helst skulle de nydes i selskab med grisene.

Bag i gården lå en stor have og her var en kæmpehøj, bevokset med rødtjørne. Det var tradition sommeren igennem at familien Petersen gik op på højen for at se solnedgangen; dengang var der udsigt over et smukt landskab med mange møller helt til Kalvebod Strand – man kunne også se Københavns karakteristiske tårne. Om søndaGêne gik udflugten ad kirkestien til Hvidovre kirke forbi Harrestrupå. Åen springer ved Borremølle og har et langt løb gennem Sjælland. I gamle dage kunne den befartes af småskibe, men vandtilførslerne mindskedes og åen blev mindre. Jeg har som dreng haft mange gode timer i en fladbundet pram i Harrestrupåen, men allerede dengang var dens forurening så fremskreden, at det ikke var tilrådelig at komme i nærmere kontakt med vandet. Da Storm P. var dreng, var det endnu så rent, at der kunne fanges fisk i åen; i dag løber den for størstedelen i kloakrør. Også her er idyllen borte.

Når Robert havde været heldig i en vidjekurv at fange et par karudser skulle de naturligvis ryges, men da det skete på et primitivt bål, mislykkedes rygningen altid, og der blev kun nogle forkullede og uspiselige fisk som resultat.

Robert Storm Petersen og hans søskende havde en god barndom og han mindedes den med glæde. Han var glad for naturen og holdt af at gemme sig under de store skræppeblade ved åen eller gå på opdagelse med familiens store sorte pudelhund, der hed »Vaks«.

En dag skulle en død rotte begraves. Den lille Robert var allerede opfindsom. En gammel urtepotte, en sten og en snor blev til den klokke, der skulle ringe til begravelse. Robert var selv præst med en af faderens gamle hatte ned over ørene. Den lille børne-procession satte sig langsomt i gang og rotten blev lagt i graven med disse ord: Jeg døber dig i Jesu navn: Rottehans.

Robert sejlede i en balje i gadekæret og drømte sig til de store have, han besøgte den store, tykke smed, der arbejdede ved den gammeldags esse og han drog til møllen efter mørke, duftende landbrød. Bagefter fik han sin yndlingsret, landbrød med stegefedt og salat.

En begivenhed satte sig så fast i hukommelsen, at han huskede den livet igennem. Han var kun to år, da han på Valby bakke sad på sin moders arm og så Christiansborg slot brænde. Det var i 1884 at himlen over København føg som et makabert fyrværkeri over store dele af byen. Når Storm P. fortalte om denne erindring plejede han at tilføje: »Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men det brændte alligevel.«

Storm Petersens fader var et livstykke, der skabte fest og glæde omkring sig. I barndomshjemmet arrangerede han væddeløb omkring plænen ved sprøjtehuset og hele familien deltog. Hvert væddeløb havde sit særlige program. Man skulle bære noget på hovedet, løbe med en flaske mellem benene eller andre små julelege.

Den på den tid så berømte professor Labri – Tribinis forgænger – skulle have en forestilling i Vigerslev, og beredvillig udlånte slagtermesteren sin storstue til professorens forestilling. Der kom plakater på sprøjtehuset og tilstrømningen var stor, men entreen var da også kun 10 øre pro persona. Det blev en festlig forestilling, og for den lille Robert blev det et første møde med gøglerens verden.

Storm har også fortalt at faderen lagde lokaler til en omrejsende trup, bestående af to herrer og en dame, der blandt andet optrådte i et slutningsnummer som »the four Harmonians« og der »lånte« Robert som den fjerde i truppen. Robert havde lånt faderens vognlygter og anbragt dem ved indgangen med de røde sider udad, og iøvrigt – hævdede han – var han stærkt optaget af at sørge for, at ingen af hans bedste venner kom gratis ind. Hans iver gjorde så godt indtryk på kunstnerne at Robert blev opfordret til at medvirke i slutningseffekten, hvor han lå under et bord og sagde »umbaumba«, og rakte den kunstner, der var troldmand, et ur i rette øjeblik.

Storms far holdt selv meget af at agere. Han behøvede kun en peberbøsse og en tallerken og straks havde han en røverkomedie parat. Han improviserede også vers når han med den lille Robert på skuldrene red stuerne rundt. »Så langt jeg husker,« sagde Storm, »syntes jeg, at far havde hvidt hår – jeg syntes, han var den smukkeste mand i verden – hans gode blå øjne, som var så let til tårer.«

Selv om det for slagterfamilien var herligt at bo på gården i Vigerslev var der også mange besværligheder knyttet til beliggenheden uden for byen. Slagtermesterens salg af kød foregik den gang fra et stade på Nytorv og der skulle åbnes tidligt. Man måtte op før fanden fik sko på og afsted til byen. Der var ikke varebil eller omnibus, så transporten fra Vigerslev til Nytorv blev foretaget med hest og vogn, og på de kolde vinterdage var det en hård tur for slagteren, hans kone og hans svende. Derfor flyttede familien i 1888 til Enghavevej nr. 10, der lå i mere passende afstand til byens centrum og på vej til gården i Vigerslev, som forblev i familiens eje endnu fem år og i de år var familiens sommerbolig.

Besøger man i dag Enghavevej kan man kun med vanskelighed forestille sig at kvarteret her for få årtier siden var en idyllisk, landlig og fredsfyldt plet. Idyllen skabtes først og fremmest af Ebstrups gamle have, der lå omgivet af et højt plankeværk som det dog var kvarterets store drenge en lethed at kravle over – de mindre, deriblandt slagtermester Petersens Robert, krøb gennem huller i plankeværket for at få fat på nogle af de...